Reproduktion
     
    Det er nødvendigt, at dyrlægen undersøger hoppen for at fastslå det optimale tidspunkt for inseminering. Når hoppen er i brunst, kontaktes dyrlægen, der undersøger skedens slimhinde, ultralydsscanner hoppens livmoder og æggestokke for at bestemme det mest optimale tidspunkt at inseminere på. Det kan være nødvendigt at undersøge hoppen flere gange for at fastslå det helt optimale tidspunkt at inseminere hoppen.
    Nogle hopper kan have behov for udtagelse af en svaberprøve af livmoderen til undersøgelse for betændelsesceller og bakterier. Hvis der er en infektion kan denne behandles ved at skylle livmoderen og ved at behandle i kroppen med antibiotika. Nogle hopper kan have behov for hormonbehandling for at få en normal brunstcyklus.
    Forudsætninger for succes:
    Ifoling af hopper ved inseminering forudsætter, at du har et rimeligt kendskab til din hoppes brustcyklus. Normalt scannes hoppen første gang 3-4 dage efter brunstens begyndelse. Mange hopper har ægløsning på brunstens 5 til 6. dag. Insemineringen foretages bedst fra 24 timer før til 6 timer efter ægløsning. Hvis din hoppe har været ifolet flere gange, ved du måske ret præcist, hvilken dag ægløsningen normalt sker.
     
    Problemhopper
    Hopper, der ikke er kommet i fol efter 3 brunstperioder, betegnes som problemhopper.
    Årsagerne til manglende drægtighed er mange, men de hyppigste årsager er:
    • Infektion i livmoderen
    • Cyster på æggestokkene
    • Manglende kendskab til hoppens brunsttidspunkt
    • Hoppen er for gammel
    • Nedsat livmoderfunktion
     
     
     
    Problemhopper bør undersøges for infektion i livmoderen inden ifolingen påbegyndes. Mange gange anbefaler vi, at der udtages en vævsprøve fra livmoderens slimhinde. Formålet er, at vurdere livmoderens funktion og dermed bedømme hoppens muligheder for, at etablere en drægtighed.
     
    Drægtighedskontrol
    Vi anbefaler, at alle hopper drægtighedsscannes mellem dag 15 og 19 efter sidste inseminering. På dette tidspunkt er sikkerheden for at opdage en tvillingedrægtighed størst. Ved tvillingedrægtigheder klemmes det mindst levedygtige foster. Dette skal gøres tidligt, mens de to fostre kan skilles fra hinanden.
     
    Drive in service
     
    Der er mange fordele ved at komme til os med hoppen, hvis den skal scannes eller insemineres. Du får blandt andet:
     
    • Bedre kvalitet i scanningen
    • Større sikkerhed for hest, ejer og dyrlæge.
    • Vi opnår mere effektiv arbejdsgang og kan derfor reducere prisen.
    • Sædforsendelse direkte til os.
    • Mikroskopi af sæden.
    • Du sparer dyrlægens kørsel
    Hospitalspakken
    Det er muligt at få din hoppe opstaldet hos os under de indledende scanninger, insemineringer og frem til konstateret ægløsning. Hoppen kommer igen omkring dag 15 til drægtighedsscanning.
     
     
     

     
    Ryttervænget 6 | 5700, Svendborg | Tlf.: 6221 6421 | Fax: 62 21 64 51