|
|
Hankatte bliver oftest kønsmodne, når de er mellem 6 - 10 måneder.
Tidspunktet kan variere afhængigt af race og årstid.
Der er en række tegn, der indikerer, at katten er blevet kønsmoden; den miaver kraftigt og vedvarende, den strinter uden for bakken for at markere sit territorium, urinen lugter stærkt, den strejfer og kan være væk i flere dage og den slås med andre katte om hunkattenes gunst.
Særligt tendensen til at strejfe og slås kan medføre en del problemer og ikke mindst frustrationer for ejere, eftersom de hyppige slagsmål og deraf følgende skrammer kan medføre bl.a. betændte sår og bylder. |
Kastration fjerner kattens forplantningsevne og kønsdrift.
Ved operationen fjernes testiklerne via et eller to snit i pungen. Indgrebet sker under fuld bedøvelse, hvor katten kommer ind om morgenen, fastet fra aftenen før (se yderligere klientinfo) og kan komme hjem samme eftermiddag.
Det er en god ide at holde katten inde 3-4 dage efterfølgende for at undgå forurening af såret.
Katte kan kastreres i alle aldre, men oftest er det en god ide at vente til katten er 5-6 måneder gammel og har skiftet tænder.
En kastreret hankat er mere kælen og omgængelig, knytter sig stærkere til sine mennesker og vil ikke på samme måde opsøge konfrontationer. |