Tandbehandling

 

Hvalpe og killinger fødes uden tænder. Når de er ca. 1 mdr. gamle får de mælkefortænder, som skiftes i 2-3 mdrs. alderen. Et færdigt tandskifte ses hos katte når de er 4-5 mdr. gamle og for hunde når de er 5-6 mdr.

 

Man skal især være opmærksom på at dyrene skifter deres hjørnetænder. Er den blivende hjørnetand vokset halvt ned på mælketanden som ikke er løs, skal dyret have trukket mælketanden ud under bedøvelse, da mælketanden ellers kan skade den blivende tand. Er den løs kan den måske selv falde ud. Dyrlægen kan give dig en god vejledning.
Mere end 85 % af hunde og katte, der er ældre end fire år, lider i større eller mindre grad af sygdomme i tænder og mundhule. Men også yngre dyr, især små hunde, lider af tandproblemer.
  
Tandsten:

Fra dyrene er små er det en rigtig god ide at vænne dem til at få børstet tænder. Det er den bedste måde at forebygge tandsten og samtidig en god træning i at få undersøgt mundhulen. Man kan få tandbørster  til dyr og tandpasta med leversmag der næsten kan gøre det hele til en leg!!!

 

En anden mulighed for forebyggelse af tandsten er at fodre med Hills t/d eller Royal Canins Dental. Andre måder at forebygge mod tandsten er tildeling af Plaque Off (et pulver der skal drysses over maden), Bucca Dog/Cat (pasta til at smøre på tænderne), Oral Bars fra Royal Canin (en slags kødben) samt forskellige andre kødben.

Tandsten kan føre til tandkødsbetændelse, som ses ved rødme af tandkødet i tandkødsranden. Betændelsen kan føres rundt i kroppen og sætte sig f.eks. i hjerte, lunger, lever, nyre og led.

Tandsten kan også føre til løse tænder kaldet parodontose. Det er derfor meget vigtigt med god tandhygiejne - også til dyr!

 
 
Desværre forsøger dyrene ofte at skjule symptomerne på deres mundhuleproblemer, også i tilfælde, hvor vi ved, at dyrene har store smerter. Mange ejere opdager ikke problemer i munden, og det er derfor vigtigt at komme til en årlig sundhedsundersøgelse hos dyrlægen.
 
Tandrens:
I bedøvelse fjernes alle belægningerne med en ultralydsrenser. Løse og knækkede tænder trækkes ud. Derefter måles tandlommer på hver tand. Der afsluttes med polering af hver tand, så små ridser udjævnes. Nogle dyr skal have renset tænder hvert andet år, andre så tit som hver 3. måned.
 
Knækkede tænder:

Foruden tandsten og tandkødsbetændelse kan dit kæledyr have knækket en tand. Det er meget smertefuldt hvis der åbent til det inderste af tanden. En sådan tand skal enten rodbehandles eller trækkes ud.

 

 

Knuder (tumorer):

Knuder (tumorer) kan være godartede f.eks. ”epulis” og ondartede. Det kan være nødvendigt at lave en biopsi for se hvilken tumor der er tale om.

 

 

 

Tegn på tandproblemer hos dit kæledyr:

Lugter ud af munden

- Dårlig appetit

- Vægttab

- Holder op med at holde ting i munden

- Bider ikke i kødben

- Holder sig mere for sig selv

- Sover mere
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ryttervænget 6 | 5700, Svendborg | Tlf.: 6221 6421 | Fax: 62 21 64 51