Operation

 
På Svendborg Dyrehospital har vi stor erfaring med de fleste operationer på kæledyr. Vi udfører mange former for operationer bl.a.
  • Bløddelskirurgi
      
  • Tandbehandlinger
      
  • Ledoperationer, herunder: korsbånds-, hofte- og albueoperationer
      
  • Sterilisation og kastration
      
  • Operativ stabilisering af frakturer. fx. ilægning af marvsøm og stabiliserende plader
Læs blandt andet nærmere om:
 
 
 
Faste:
Operationspatienter indlægges normalt om morgenen
Din hund eller kat skal møde fastende på operationsdagen. Det vil sige, at den gerne må få sin normale aftensmad, hvorefter madskålen fjernes. Du skal ikke fjerne vandskålen.
 
 

Indlæggelse:

Dyret gennemgår en grundig undersøgelse af en af vores dyrlæger. Her vurderer vi dyrets sundhedstilstand. Ved ældre dyr anbefaler vi generelt en blodundersøgelse før bedøvelsen.
 
 
Bedøvelse:
 
Hunde:
Ved indlæggelsen vejer vi din hund. Vi giver oftest din hund en beroligende injektion kort efter indlæggelsen. Det bevirker at den slapper af i løbet af 10-15 min. Ved indledningen af den egentlige bedøvelse anlægges et venekateter i en blodåre i forbenet. Bedøvelsesmidlet bliver indgivet heri. På den dybt bedøvede hund føres nu en gummislange – en såkaldt tubus – ned i luftrøret og hunden kobles på narkoseapparatet.
Under operationen tilføres hunden en blanding af ilt og bedøvelsesmiddel i luftform for at vedligeholde bedøvelsen.
 
Katte:
Når katten skal bedøves får den en injektion med et bedøvelsesmiddel under huden. Dosis af bedøvelsesmiddelet bestemmes ud fra kattens vægt. Katte vil typisk vågne efter en halv til en times tid. Nogle katte har tendens til at sove lidt længere. Hvis det er tilfældet, får katten en injektion, som vækker den.
 
På Svendborg Dyrehospital sidder indlagte katte i store lyse bure i rolige omgivelser. Hundene sidder i et andet rum langt væk fra kattene.
 
 
 
Forhold efter operationen:
 
Katte:
Når katte kommer hjem efter operationen er det vigtigt at katten får ro og holdes varm. Undgå at andre dyr eller familiemedlemmer kommer til at forstyrre den. Om aftenen har den bedst af at få ro til at ”sove” bedøvelsen ud af kroppen. Dette sikres bedst ved at lukke katten alene ind i et separat rum (f.eks. badeværelse, soveværelse). Den tilses f.eks. hver 2. time. Sæt vand ind til katten. Tilbyd den foder, og hvis den æder, er det fint, men vil den ikke æde, er det også i orden.
Tilse dyret med jævne mellemrum og lad det slappe af mens bedøvelsens effekter aftager. Det er ikke hensigtsmæssigt at lade katten være blandt familien, da den vil gå rundt eller springe rundt uden helt at have styr på balancen. Katten har bedst af at være alene i rummet indtil næste dag. Sæt vand og foder ind til den når I er sikre på, at den er vågen nok til spise og drikke. Vil katten æde, er det godt, men det er helt normalt, at den først har appetit dagen efter.
Det er vigtigt at katten ikke lukkes ud før den er helt frisk, hvilket vil sige tidligst dagen efter bedøvelsen. 
 
 
Hunde:
De bedøvelsemidler, vi anvender til hunde er generelt hurtigt ude af kroppen. Din hund kan dog være en smule træt, når du kommer hjem med den. Den tilbydes vand og halv foderration om aftenen. Derhjemme er det vigtigt at hunden får ro og holdes varm. Undgå at andre dyr eller familiemedlemmer forstyrrer eller ophidser hunden. Lad ikke hunden komme ud alene eller uden snor før der er gået 24 timer og hunden er helt frisk igen.
Operationssår skal dagligt tilses. Se om såret er hævet, om det væsker fra såret eller om nogle af stingene er gået op. I så fald skal du kontakte dyrehospitalet.
Operationen er udført sterilt, men hvis dyret slikker i såret tilfører den mange bakterier i såret, og der vil efterfølgende opstå sårinfektion.
Dit dyr må derfor ikke slikke i operationssåret. Hvis vi har udleveret en krave, er det vigtigt, at den bruger kraven hele tiden.
 
Suturfjernelse foretages efter 10 dage, og vi kontrollerer samtidig sårhelingen.
 
Medicinering efter operation: Operationer udføres sterilt med et ekstremt højt hygiejneniveau. Derfor er det som regel ikke nødvendigt efterfølgende at behandle dyret med antibiotika (penicillin). Er der opereret i særlige områder eller i inficerede områder vil der dog blive udleveret medicin til forsat behandling. Dyr der gennemgår operationer smertebehandles under hele forløbet således det ikke udsættes for smerte. Efterfølgende vil der ofte blive udleveret medicin til smertebehandling i perioden efter operationen. Er du i tvivl om, hvorvidt dit dyr føler smerter kan dyrehospitalet altid kontaktes.
 
Har vi anlagt en forbinding, er det vigtigt, at den holdes tør. Under luftning af hunde påsættes yderligere en plasticpose, samt en sok, der fæstnes med tape. Hvis forbindingen beskadiges, bliver våd, hæver eller begynder at lugte dårligt, så kontakt straks dyrehospitalet.

 

 

 

 
 
 
 
Ryttervænget 6 | 5700, Svendborg | Tlf.: 6221 6421 | Fax: 62 21 64 51