Fyrværkeriangst
 

Fyrværkeri kan omkring nytår være en skræmmende oplevelse for hunde og katte.
For nogen hunde og katte er det kun nytårsaften der giver nervøsitet og angst. Nogle steder starter fyrværkeriafskydningen allerede i starten af december, og giver anledning til problemer i længere tid. 
Ubehandlet angst for fyrværkeri er til stor gene for dyret og vil ofte forværres. Desuden er der risiko for, at dyret også udvikler angst for andre ting/indtryk.

Du kan hjælpe dit kæledyr på flere måder: 

 
Feromoner: 
DAP er en syntetisk efterligning af det feromon som tæven udskiller, og kan derfor bruges til at kontrollere og dæmpe frygt og/eller stressrelaterede tilstande hos hunde. DAP findes som halsbånd, spay og diffuser. Det er en god ide at starte med DAP i starten af december måned. Til katte findes et lignende produkt, der hedder Feliway.
 
 
Fodertilskud:
Zylkène er et naturligt fodertilskud til hunde og katte. Det er udvundet fra komælk. Mælk indeholder mange proteiner, heriblandt kasein. Spæde dyr nedbryder kasein i tarmen ved hjælp af enzymet trypsin, og herved frigøres peptidet Alpha-casozepin. Dette peptid har en beroligende og afslappende effekt. Zylkène indeholder alpha-casozepin og har derfor samme effekt som mælken hos spæde dyr.
 
 
Lydtræning:
Cd med fyrværkeri, skud og torden. Der findes flere af disse på markedet. Lydtræning skal startes i god tid, og kan evt. anvendes sammen med andre metoder for angstnedsættelse.
 
 
Medicin:
Det er muligt at give hunden angstdæmpende og let sederende medicin for at dæmpe angsten. Disse er receptpligtige, og kræver derfor at man kontakter dyrlægen vedr. behandlingsmuligheder. 

Gode råd til hundeejere ved fyrværkeriangst / nytårsangst

  1. Sørg for at lufte hunden inden fyrværkeriet starter/tager til. Husk at lufte hunden i line, så den ikke har mulighed for at stikke af, hvis den bliver forskrækket.
  2. Træk gardinerne for og rul persienner ned, når det begynder at blive mørkt. Tænd lys indenfor, så lysglimt fra fyrværkeriet sløres.
  3. Sæt musik på musikanlægget for at sløre lydene udefra. Helst musik som hunden er vant til fra rolige stunder.
  4. Tilbyd hunden et roligt sted midt i hjemmet væk fra vinduer og døre. Hvis hunden i tiden op til fyrværkeriet har haft gode oplevelser på dette sted (ro, tyggeben, legetøj og lignende), vil det være en hjælp i stressende situationer. Hunden skal generelt altid have "helle" på dette sted og altså ikke håndteres (børstes/soigneres/krammes), når den søger derhen.
  5. Ved at tilbyde en lille bunke forskellige tæpper på dette sted, har hunden noget at grave og gemme sig i, og det kan hjælpe på dens stressniveau at have mulighed for selv at handle.
  6. Fordel lidt godbidder og tyggeben ved hundens "gemmested", når fyrværkeriet starter, men bliv ikke skuffet, hvis hunden ikke viser interesse for lækkerierne. Hunden skal ikke lokkes eller presses til at vise interesse for maden eller til at spise.
  7. Ignorer selv fyrværkeriet og hundens eventuelle reaktioner på det.
  8. Hvis hunden søger kontakt besvares denne på helt rolig vis. Det er vigtigt ikke at ynke eller "pylre" om hunden, fordi dette vil bekræfte den i, at situationen er anderledes og farlig.
  9. Det er vigtigt selv at være upåvirket af fyrværkeriet, da det signalerer til hunden, at situationen er ufarlig.

 

 
Ryttervænget 6 | 5700, Svendborg | Tlf.: 6221 6421 | Fax: 62 21 64 51