Tandrodsbetændelse hos hest
Af dyrlæge Nicolaj Bach
Sygdomshistorie
Hesten Ögn kom til dyrlægen på grund af en hævelse i overkæben. På billede nr. 2 kan du hvor hævelsen sad. Hesten virkede i følge ejeren ikke syg og havde normal appetit. Hesten var iøvrigt passet godt og fik undersøgt tænder en gang om året i forbindelse med vaccination.
Mundhule undersøgelse:
Kindtand nr. 2 i overmundens højre side havde en åben tandrod samt et lille sår (2x2 mm.)på den bagerste kant af tandkødet. Med en sonde konstateredes det, at såret var et fistelopbrud fra tandroden. Dvs. at sonden kunne stikkes 2-3 cm. op i såret med retning om tandroden.

Billede 1. Røntgenbillede af Ögns kindtænder. Læg mærke til det sorte område over den ene rodspids.
Røngten af tænderne viste en opklaring over den ene rodspids på tand nr. 2. Hermed var diagnosen stillet og den involverede tand identificeret. Den eneste behandling er at trække tanden ud.

Billede 2. området over den dårlige tand er klippet for at kunne lægge en nerveblokade
Hesten blev kraftigt beroliget og smertestillet. Der blev også lagt en nerveblokade over tanden (det klippede område) samt lokalbedøvelse i tandkødet omkring tanden.
|

Billede 3. Tandkødet er løsnet og tanden løsnes langsomt ved at rokke den frem og tilbage
Nu kunne tandkødet omkring tanden løsnes og med flere forskellige tænger vrikkedes tandes løs. Da tanden var ca. 6-7 cm. lang krævede operationen god tålmodighed. I dette tilfælde tog udtrækningen ca. 1 time.

Billede 4. tanden er ude. Hullet lukkes midlertidigt med et plastmateriale som fjernes efter 1 uge
Når tanden er ude efterlades et dybt hul, der hvor tandes sad før. Med tiden udfyldes hullet af arvæv/tandkød som lægger sig helt i niveau med de restedende tænder. I den første uge efter udtrækningen sættes en prop af et selvhærdende plastmateriale i hullet for at undgå, at der pakkes foder i hullet.

Billede 5. Tanden er ca. 7 cm. lang og 2 cm. bred
Færdig arbejde. Tanden er ude i et stykke.
Dagen efter operationen gik hesten hjem. En uge efter blev den kontrolleret og plastproppen fjernet. Hos denne heste forsvandt hævelsen over tanden næsten helt, men det tog et par måneder. Ejeren kunne efterfølgende fortælle, at hesten var mere livlig og virkede gladere. Hesten havde altså ondt i tanden før, men fordi tilstanden udvikler sig langsom opfattes det sjældent som et sygdomstegn, men mere som om hesten er lidt doven og har været det i lang tid.
|